Gå til indhold

Zise - register 1978-1997

ved Mikael Venge

(Artikel i Zise, 20. årg., nr. 4, 1997, s. 124-156)

"En toldhistoriker vil ikke komme til at mangle stof med det første", hed det profetisk i det første nummer af Zise, der udkom i 1978. Siden er skattehistorien kommet til. Zise er blevet et voksent, nærmest bedaget tidsskrift, og behovet for en vejviser gennem de efterhånden tusinder af sider føles ret påtrængende.

Vi griber lejligheden, da Zise runder sin 20. årgang, til at udsende dette register over tidsskriftets to første årtier. Hvor omtales toldvæsenets diæter, findes der oplysninger om ølbeskatningen i forrige århundrede, hvem var "Nielsen i Jernskuret"? På hvilket toldkammer fejredes det ved at affyre et kanonslag, når en restauratør gik i fælden, eller en sag blev heldigt afsluttet? Hvornår betjente man sig af en plombertang, og hvem fungerede som skovkasserer? Blot nogle eksempler på de mere eller mindre presserende problemer, som et register kan løse.

I Zises første år har man åbenbart ikke forestillet sig, at tidsskriftet skulle vise sig i besiddelse af så megen livskraft. Det giver os et lille problem i dag, idet de første fem årgange ikke er pagineret fortløbende. Det er altså nødvendigt at henvise til hver enkelt nummer, hvilket af praktiske grunde sker med romertal. Først fra 1983, da jeg i al beskedenhed var tiltrådt som redaktør, kan vi nøjes med årgang og sidetal.

Told, skat, departement, inspektorater og andre fodboldbanebrede begreber er normalt ikke medtaget, de rene ligegyldigheder ej heller. Sikkert til skuffelse for mange, men af nødvendighed nøjes registret for det meste med initialer i stedet for fornavne. Den gamle toldetat gik stærkt ind for initialer, hvilket afspejles i Zises spalter. Det vil kræve et uforholdsmæssigt stort arbejde af redaktøren at grave alle fornavnene frem, mens det for læseren forhåbentlig kun er en mindre ulempe. Opmærksomheden henledes i øvrigt specielt på Otto Madsens fremragende artikel om toldetatens titler (1993 s. 95-143), en leksikalsk guldgrube, som det selvsagt kun i begrænset omfang har været muligt at henvise til. Et register skal jo ikke gentage artiklerne, men det er mit håb, at det vil kunne fungere som indgangsvinkel til de fleste sider af told- og skattehistorien.