Gå til indhold

Referat af ordinær generalforsamling i Told- og Skattehistorisk Selskab 2007

Told- og Skattehistorisk Selskab afholdt ordinær generalforsamling onsdag den 18. april 2007, kl. 16.00 i kantinen i Skats Hovedcenter, Østbanegade 123, 2100 København Ø, med følgende dagsorden:

1. valg af dirigent
2. beretning
3. regnskab
4. indkomne forslag
5. valg af
a. formand, jf § 7
b. redaktør, jf § 7
c. bestyrelsesmedlemmer, jf § 7
d. to bestyrelsessuppleanter
e. to revisorer
f. en revisorsuppleant
6. fastsættelse af kontingent
7. eventuelt
Ad punkt 1 - Valg af dirigent
Som dirigent valgtes fagchef Ib Jørgensen.
Ad punkt 2 - Beretning om virksomheden 2006
Formanden aflagde følgende beretning:
Medlemstal
Selskabet havde per 1. april 2007 1346 personlige medlemmer samt 6 virksomheder og institutioner med kollektivt medlemskab. Herudover er der 57 biblioteker og museer, som abonnerer på Zise, i alt 1409 ”medlemmer”. Det samlede ”medlemstal” er dermed faldet med 50 siden 1. april 2005, hvor det samlede tal for personlige medlemmer var 1400. Bestyrelsen havde besluttet, at man vil søge at fastholde medlemstallet ved en bedre kommunikation omkring afgangen af ansatte i Skat, der er medlem af Selskabet, idet vi mister flere medlemmer på grund af manglende meddelelse fra medlemmer omkring deres ændrede ansættelsesforhold. Herudover vil Told- og Skattehistorisk Selskab søge at blive inkluderet i den velkomstpakke til nyansatte, som HR i Hovedcentret har under forberedelse, således alle får kendskab til selskabet og dets aktiviteter. Herudover vil ToldSkat Museet tilbyde rundvisninger for nyansatte.
Zise
Redaktøren, seniorforsker, dr. phil. Ole Degn har fået det første nummer af 30. årgang ud og har stof til de resterende to numre i år, hvilket skyldes to meget store artikler, den ene en beretning, hvor en grænsegendarm fortæller om sit ophold i tyske koncentrationslejre under Besættelsen, mens den anden er en oversigtsartikel over de store toldbyggerier og deres arkitekter fra slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet.
Dermed ikke være sagt, at der ikke fortsat mangler stof, for det gør der, især faghistoriske artikler, så det ikke udelukkende bliver et tidsskrift med erindringer skrevet af afgåede tidligere medarbejdere i told- og skatteforvaltningen. Erindringsstoffet er vigtigt, men de faghistoriske artikler er ikke mindre vigtige, da de er med til at markere selskabet i den historiske verden.
2
Dansk Skattehistorie
Bind 1-3 af Dansk Skattehistorie er som bekendt udkommet. Bind 6, der dækker perioden 1903-2006, udkommer i løbet af juni 2007, mens bind 4 og 5 forventes udgivet henholdsvis medio 2008 og ultimo 2007. De udkommer således i bagvendt rækkefølge, men dette skyldes, at den ene forfatter er lidt længere fremme end den anden forfatter og for at udgivelsen ikke bliver yderligere forsinket, så har bestyrelsen besluttet at udgive bindende i den rækkefølge, som manuskripterne foreligger trykklare. Uagtet forsinkelsen af udgivelsen, så er det alligevel flot, at vi er nået så langt, som vi er.
Per 1. april 2007 var der i alt 216 abonnementer på Dansk Skattehistorie og eftersalget af enkeltbind lå i det forløbne år på 10-11 eksemplarer af de enkelte bind.
Sundtolden
En artikelsamling om Sundtolden har længe været på tapetet, men nu er den der snart, idet Ole Degn af forfatterne har fået godkendt de nu trykklare manuskripter og den fornødne helhed er opnået med hensyn til anvendt terminologi, opsætning mv.
Artikelsamlingen kommer til at indeholde 12 artikler af 11 forskellige forfattere, hvoraf de 6 er danske, 2 er fra Finland, 2 er fra Holland og en er fra Canada. Antologien vil først blive udgivet på dansk og derefter på engelsk. Arbejdet med oversættelsen til engelsk vil blive iværksat snarest, et arbejde, der lettes noget af, at flere artikler er skrevet på engelsk.
Billedredaktionen til den danske udgave er gået i gang og så snart samtlige illustrationer er fremskaffet vil layoutet blive udarbejdet. Den danske udgave forventes udgivet ultimo 2007, mens den engelske udgave forventes at kunne foreligge medio 2008.
ToldSkat Museet
Sidste år fortalte jeg lidt om, hvad der sker på ToldSkat Museet, og dette punkt har bestyrelsen besluttet skal være et fast punkt i beretningen, så medlemmerne af Told- og Skattehistorisk Selskab også kan høre lidt om, hvad der rører sig på museet.
I 2006 øgedes besøgstallet væsentlig, der kom 50 % flere gæster på museet, i alt 2376 fandt vej til museet på Langelinie Allé!
Pladsen ved siden af museet har fået navnet Dahlerups Plads efter arkitekten til pakhuset, som museet er beliggende i. September 2006 blev en skulpturgruppe af Bjørn Nørgaard - ”Det genmodificerede Paradis” - indviet af prins Henrik. I forbindelse med indvielsen havde museet en lille særudstilling med modeller og skitser af skulpturgruppen. Den trak også en del besøgende, der på den måde opdagede ToldSkat Museet. Mange kommer fortsat for at se skulpturerne og vælger ved samme lejlighed at kigge inden for på museet.
Museet har skabt plads til at vise indlånte særudstillinger. Den første bliver ”Fra Hulkort til EDB – de jyske kommuners hulkortcentral” fra Aalborg Stadsarkiv, som åbner medio april 2007.
Foråret 2007 forventer museet ydermere at åbne udstillingen om den kommunale skatteforvaltning.
Fra begyndelsen af februar har museet haft en historiestuderende som praktikant. Praktikopgaven er at lave en lille særudstilling i anledning af 200-året for Københavns Bombardement og udstillingen vil handle om de told- og skattemæssige konsekvenser af bombardementet. Stikord er vareindførsel og skatteudskrivning.
Museets ambition er i 2007 at komme på Internettet, hvor de besøgende vil kunne finde udvalgte
3
genstande, historier samt de nødvendige praktiske oplysninger - og få en virtuel tur på ToldSkat Museet.
Museet har fra den 15. januar haft nye åbningstider: onsdag, torsdag og søndag kl. 11-16. Især den faste søndagsåbning ser ud til at være en rigtig god idé. Søndagsturen på Langelinie og besigtigelsen af ”Det genmodificerede Paradis” genererer besøgende på museet.
Bestyrelsen
Siden sidste generalforsamling har der været afholdt et bestyrelsesmøde.
Ekspeditionssekretær Aage E Hansen havde besluttet at trække sig ud af bestyrelsen og formanden takkede Aage E. Hansen for hans indsats i bestyrelsen gennem mere end 25 år, idet Aage E. Hansen overtog bestyrelsesposten efter overtoldvagtmester Palle Høghs død i 1980 og har været bestyrelsesmedlem siden 1981. Aage er dermed den, der har været med i bestyrelsen længst, når der ses bort fra selskabets sekretær.
Aage, der oprindeligt kommer fra Toldgrænsekorpset, har udover sin deltagelse i bestyrelsesarbejdet været medforfatter til værket om Uniformer i ”Toldvæsen og Grænsegendarmeri”, som selskabet udgav i 1992, hvor Aage naturligvis står for historien om Grænsegendarmeriets uniformer. Herudover har Aage skrevet flere artikler og redigeret flere kollegers erindringer til zise. Derudover har selskabet haft meget stor fornøjelse af Aages fantastiske samling af gendarmfotos, hvis lige man skal lede længe efter.
Med disse sluttede formanden beretningen om selskabets virksomhed i den forløbne periode, hvorefter generalforsamlingen enstemmigt godkendte beretningen.
Ad punkt 3 - Regnskab 1. januar - 31. december 2006
Kirsten Lekdorf aflagde regnskabet, som godkendtes enstemmigt.
Ad punkt 4 – Indkomne forslag
Der var ikke modtaget forslag til behandling på generalforsamlingen.
Ad punkt 5 - Valg af bestyrelsesmedlemmer m.v.
På valg var:
Redaktøren:
Seniorforsker, Arkivar, dr. phil. Ole Degn var villig til genvalg og blev genvalgt med akklamation.
Bestyrelsesmedlemmer:
På valg var specialkonsulent Kirsten Lekdorf, fhv. regionschef Palle Castbak og fhv. ekspeditionssekretær Aage E. Hansen. Alle var villige til genvalg med undtagelse af Aage E. Hansen. Bestyrelsen foreslog i stedet, at man opstillede suppleant til bestyrelsen, ToldSkat Museets daglige leder Tora Ribers.
Kirsten Lekdorf, Palle Castbak og Tora Ribers blev alle valgt med akklamation.
4
Øvrige poster var ligeledes genvalg:
Herudover valgtes følgende:
Bestyrelsessuppleanter:
Specialkonsulent P.C. Sibbesen
Formand for Dansk Told- og Skatteforbund Jørn Rise Andersen
Revisorer:
Skattedirektør Jens Broberg
Specialkonsulent P.C. Sibbesen
Revisorsuppleant:
Specialkonsulent Poul Hansen
Ad punkt 6 - Fastsættelse af kontingent
Kontingentet fastsattes uændret [for perioden 01.01.2008-31.12.2008].
Ad punkt 7 – Eventuelt
Der var intet til dette punkt.