Tolder og kvinde. Kvinders ansættelse i en mandsdomineret etat af Karen Hjorth. 

1998. 120 s. ill. indb.

"For tiden antages ingen kvindelige elever". Den besked fik unge piger, der i årene 1922-1932 søgte om at blive optaget i toldvæsenet som toldelever. En åbenlys diskrimination. Ovenikøbet på det tidspunkt, hvor loven, der gav lige adgang for mænd og kvinder til ansættelse i stillinger i stat og kommuner, netop var blevet vedtaget. Også et brud på en 20-årig praksis i toldvæsenet. Efter 1900 havde toldvæsenet antaget forholdsvis mange kvinder som toldelever. I 1919 var der næsten ligestilling mellem de to køn i elevårgangen.

Begge resultater er overraskende. Både at toldvæsenet først i århundredet havde mange kvindelige toldere, og at tilgangen dernæst blev fuldstændig stoppet. Da toldvæsenet i 1933 atter begyndte at antage kvindelige elever, blev de ansat på helt andre vilkår end deres mandlige kolleger. De unge mænd blev antaget lige fra skolen med realeksamen, mens kvinderne først i nogle år måtte gøre tjeneste som kontorist på et regnskabskontor, før de kunne blive elever. Og der blev kun antaget to om året.

Karen Hjorth følger de første faguddannede kvinder i toldvæsenet fra 1897 og skildrer udviklingen frem til 1953. I bogen tegnes en række kvinders karriereforløb. Karen Hjorth har spurgt, hvordan det gik til, at kvinderne vandt indpas i en gammel, traditionsrig og mandsdomineret etat. Hvordan forløb deres arbejdsliv? Hvorledes opfattede mændene dem? Svarene er ofte overraskende, ligesom den centrale toldledelse blev overrumplet af kvindernes entré i etaten.

Pris
Pris for medlemmer: 148 kr.

Pris for ikke-medlemmer: 198 kr.

Bogen kan bestilles via Bogbestilling.

Visning af billede: tolder_og_kvinde