Visning af billede: zise_top  
Visning af billede: zise_top_2   
     Til Forsiden        Kontakt  
 
 

Told- og Skattehistorisk Selskab afholdt ordinær generalforsamling torsdag den 16. maj 2013, kl 16.00 i SKATs kantine, Østbanegade 123, 2100 København Ø, med følgende dagsorden:

  1. Valg af dirigent
  2. Beretning om virksomheden 1. januar - 31. december 2012
  3. Indkomne forslag
  4. Regnskab 1. januar - 31. december 2012
  5. Valg af bestyrelsesmedlemmer m.v.
    1. formand (ekstraordinært) og redaktør (ordinært)
    2. 4 bestyrelsesmedlemmer
    3. 2 bestyrelsessuppleanter
    4. 2 revisorer
    5. en revisorsuppleant
  6. Fastsættelse af kontingent for 2014
  7. Eventuelt

Ad punkt 1 - Valg af dirigent
Som dirigent valgtes kontorchef Niels Anker Jørgensen.

Dirigenten konstaterede, at generalforsamlingsindkaldelsen, der var optrykt i Zise 3/2012, var rettidigt udsendt til medlemmerne og erklærede derfor generalforsamlingen for lovlig.

Ad punkt 2 - Beretning om virksomheden 1. januar - 31. december 2012
Den fungerende formand, forlagschef Henrik Fode aflagde beretning.

Formandsposten
Det har jo været traditionen siden selskabets oprettelse i 1977, at direktøren for toldvæsenet, Told·Skat, Skat har været formand for selskabet. Da Peter Loft trak sig som formand i 2012 og Skat stod uden nogen permanent ledelse, så besluttedes det at udskyde formandsvalget, hvorfor Henrik Fode påtog sig at fungere som formand indtil en ny formand kunne vælges.

Medlemstal
Selskabet har gennem det sidste halve års tid gennemført en medlemshvervekampagne inden for Skat, hvilket har resulteret i 37 nye medlemmer. Selskabet havde per 1. april 2013 993 personlige medlemmer samt 7 virksomheder og institutioner med kollektivt medlemskab. Herudover er der 41 biblioteker og museer, der abonnerer på Zise, i alt 1043 "medlemmer". Det samlede "medlemstal" er dermed i det store og hele fastholdt siden 1. april 2012, men viser også, at der skal gøres en indsats for at fastholde medlemstallet. Der blev udsendt eksempler på selskabets udgivelser til samtlige "huse" i Skat.

Medlemstilbud
Som led i medlemshvervekampagnen samt som tilbud til nuværende medlemmer har størstedelen af selskabets udgivelser været nedsat i det forløbne år - et lagerrydningssalg der fortsætter frem til 1. august 2013. Der er mange såvel gamle som nye medlemmer, der har benyttet sig af muligheden for bl.a. at købe Dansk Toldhistorie og Dansk Skattehistorie til den uhørte meget lave pris på 50 kr pr bind, hvilket har resulteret i et salg på 15 sæt af hver eller mere, da det endelige antal ikke er gjort helt op endnu. Tilsvarende gælder Tolden i Sundet og flere af de andre fine udgivelser.

Zise - status
Arkivar Jeppe Klok Due har - efter at have været redaktør i to år - besluttet at trække sig fra redaktørhvervet, hvad bestyrelsen med beklagelse har taget til efterretning. Formanden takkede Jeppe Klok Due for hans store indsats samt for godt samarbejde. Han fik efterfølgende overrakt en vingave.

De udkomne numre har de sidste par år haft en mere nutidig historisk vinkel takket være Peter Lofts indsats for at fremkalde sådanne artikler. En linje vi søger at fastholde.

Heldigvis vil der også være stof til efterfølgeren, specielt på erindringsområdet. Zise 1/2013 er i arbejde og vil bl.a. indeholde en artikel om grænsegendarm Anton Rasmussens tragiske skæbne under Danmarks besættelse, idet han døde 31 år gammel 1944 i koncentrationslejren Neuengamme, fortalt af hans søn, pensioneret specialkonsulent Holger Rasmussen. Herudover fortæller fagchef Anders Lützhøft om sin tid i Københavns Skatteforvaltning, vel vores første erindringsbidrag fra det kommunale skattevæsen, hvilket vil blive fulgt op af flere, idet Anders har gjort en stor indsats for at fremprovokere flere bidrag, hvilket foreløbigt er blevet til et enkelt mere. Endvidere vil nummeret indeholde en artikel om Hack Kampmanns toldkammerbygning i Silkeborg, næstsidste nummer i serien om Kampmanns toldbygninger, der vil blive afsluttet med Ebeltoft Toldkammer, som nu er glasmuseum.

I de følgende numre vil der bl.a. blive bragt erindringsartikler af Henning Rasmussen og Henrik Risegaard Jensen, om henholdsvis deres tid i toldvæsenet og Københavns Skatteforvaltning. Så helt sort ser det ikke ud med stof, men det ville da være rart med lidt flere artikler på vej, så også den nye redaktør vil kunne overleve.

Vi håber fortsat at kunne fastholde en linje med mere nutidige artikler skrevet af personer, der har deltaget i og har et dyberegående kendskab til forløbet for væsentlige ændringer i told- og skatteadministrationen. Specielt kniber det fortsat med skatteerindringer, såvel fra det statslige som det kommunale skattevæsen, men vi ser selvfølgelig også fortsat gerne toldererindringer og gerne fra tidligere eller nuværende medarbejdere, der som tidligere nævnt har taget del i markante begivenheder, såsom organisationsændringer mv.

På bestyrelsesmødet i dag er det besluttet fremover også at udgive Zise i elektronisk form, således at medlemmerne vil kunne vælge, om de vil have Zise i papirform eller elektronisk. Der vil dog gå nogen tid forinden de praktiske problemer hermed vil være løst.

Zise - redaktionskomité
Idéen om nedsættelse af en redaktionskomité blev ikke realiseret i 2012. Nedsættelsen af en sådan komité vil snarest blive taget op med den nye redaktør, idet der er et løbende behov for en indsats fra bestyrelsen, idet det kan være vanskeligt for en udefra kommende redaktør at skaffe tilstrækkeligt med stof, specielt hvis der er områder, som vi gerne vil have behandlet, som den mere nutidige historie. Her vil en indsats fra bestyrelsen være af stor betydning, idet forfatterne i vidt omfang enten vil være nuværende eller pensionerede medarbejdere i Skat, som man vil kunne anmode om at skrive om et bestemt emne, hvor de selv har været involveret - og er en del af historien. Med opbakning fra SKATS ledelse, vil det være væsentlig nemmere at få nøglepersoner til at skrive deres historie, og forhåbentlig få det med, som ikke umiddelbart er offentlig tilgængeligt eller kendt uden for en snæver cirkel.

Redaktionskomitéen/bestyrelsen skal udarbejde en bruttoliste med emner, som bestyrelsen gerne ser beskrevet, samt komme med forslag til skribenter.

Tolden i Sundet
Københavns Universitets forlag Museum Tusculanum har modtaget manuskriptet, som er oversat til engelsk af forfatterne eller redaktøren af antologien Ole Degn. Kun de artikler, som har betydning internationalt for Øresundstolden indgår i den engelske udgave af antologien. Det har dog knebet med at komme i gang med projektet, men Museum Tusculanum er absolut indstillet på at være medudgiver af den engelske udgave, og der er således indhentet tilbud på proof-reading af artiklerne og budgettet skulle være på vej, så forhåbentlig vil det lykkes at få antologien ud i 2014.

Told- og Skattehistorisk Opslagsværk
Claus Rafner er fortsat i fuld sving med udarbejdelsen af det told- og skattehistoriske opslagsværk, der er en ordbog med forklaringer på told- og skatteudtryk gennem tiderne frem til Danmarks optagelse i EF per 1. januar 1973. Manuskriptet er blevet lidt forsinket, men forventes at foreligge klar til udgivelse i 2014. Det overvejes fortsat, om det vil være muligt at føre opslagsordene helt op til nutiden. Udgivelsen vil senere kunne blive en del af www.zise.dk.

Bygningshistorie
Ole Degns artikelserie om Hack Kampmanns toldkamre, der blev opført forskellige steder i Jylland fra 1895 frem til 1921, er som nævnt ved at nærme sig sin afslutning, mens selskabets bygningshistoriske projekt er i sin vorden.

Toldkamrene rundt om i landet var på et tidspunkt virkelige monumenter, der fortalte om og symboliserede statsmagten. Ikke mindst i vor egen tid, hvor en betydelig kontrol foregår omkring et tastatur og datanet, er det tankevækkende at se på de gamle toldkamre, der var udstyret, så de fysisk kunne kontrollere og beregne tolden og de afgifter, som politikerne havde pålagt etaten at opkræve.

Reformer, omlægninger, sammenlægninger af toldvæsenet og skattevæsenet har betydet, at bygningsmassen har fået en helt anden sammensætning, tilpasset tidens krav og ikke mindst økonomi.

Selskabet har i det forløbne år fået kontakt med interesserede og potentielle forfattere til en sådan udgivelse. 10. januar 2013 afholdt selskabet en workshop med deltagelse af de forskellige interesserede historikere m.fl., bl.a. Lars Bjørn Madsen, museumsinspektør, Helsingør Kommunes Museer; Ole Degn, dr.phil. og tidligere redaktør af Zise; Susanne Havning, restaureringsarkitekt fra Foreningen til Gamle Bygningers Bevaring; Heinz Jacobsen, projektleder Bygningskultur Danmark; Poul Erik Olsen, Rigsarkivet og Jens Topholm, stadsarkivar for Aalborg Kommune samt selskabets sekretær og undertegnede. Flere havde meddelt deres interesse for projektet, men var forhindrede i at deltage.

Der var blandt deltagerne enighed om, at projektet var relevant, ligesom det blev understreget, at det var aktuelt og værdifuldt at fastholde de imponerende bygningsværker, som toldvæsenet ikke mindst fra ca. 1880 til langt op i 1900-tallet havde været bygherre for. Her var det ikke mindst de kongelige bygningsinspektører, der blev genstand for drøftelserne med deres tidstypiske arkitekturudtryk.

Udgangspunktet for et projekt må være, at det var toldvæsenet, der stod som bygherre og ikke som tidligere lokale købmænd. Det blev fremført, at der måske kunne disponeres sådan, at der frem til ca. 1870 kunne laves en samlet fremstilling af bygningshistorien "i udblik".

Der var stor enighed om vigtigheden af at få en fremstilling af toldvæsenets bygningshistorie som et stykke bygningsmæssig kulturhistorie. En lang række af bygningerne står i dag som monumenter, hvoraf flere er fredede. Fremstillingen må gå på baggrunden for bygningernes placering, arkitektur samt videre skæbne efter at Toldvæsenet har opgivet ejendomsretten herunder med korte oplysninger om nye ejere og bygningernes "skæbne".

I løbet af efteråret vil vi så gå i gang med projektet.

www.zise.dk
Samtlige udkomne numre af Zise foreligger nu som pdf-filer, enten de nu er blevet leveret af vores trykkeri Merco Print eller er blevet scannet hos Scanning.dk. De mangler nu at blive lagt ud på www.zise.dk samt ikke mindst en strukturering i form af en artikeldatabase, hvor de enkelte artikler registreres selvstændigt. I første omgang med forfatternavn og titel på artiklen. Men der skal være mulighed for at tildele emneord eller kronologi, så man kan søge bredt i artiklerne. Her vil vi tage udgangspunkt i Mikael Venges register for 1978-1997. Efterhånden vil vi så få etableret en stor database med rigtig mange told- og skattehistoriske artikler af meget høj kvalitet.

Alle udkomne numre af Zise vil derefter være tilgængelige online på www.zise.dk, bortset fra de sidste 2 eller 3 årgange. Dette indebærer også, at selskabet ikke længere lagerfører Zise længere tilbage end de seneste 2-3 årgange.

Herudover eksperimenteres der med en scanning og udlægning på www.zise.dk af persondelene af "Det danske Toldvæsen" og Grænsegendarmeriet i "Dansk Politistat" samt ikke mindst de ældre "grønne bøger", som er af stor interesse for slægtsforskere m.fl.

Bestyrelsen
Bestyrelsen havde siden sidste generalforsamling afholdt et bestyrelsesmøde, men været i løbende kontakt med hinanden.

Kommentarer og spørgsmål fra de fremmødte
Der var stor interesse blandt de tilstedeværende for den fremtidige udgivelse af Zise i elektronisk form samt en eventuel indlæsning af Zise af hensyn til svagtseende. Bestyrelsen tilkendegav, at man fortsat vil trykke Zise og ingen vil blive tvunget til at modtage Zise i elektronisk form, som foreløbigt vil være et alternativ til den trykte udgave. Diskussionen i bestyrelsen var affødt af en øget digitalisering af postgangen i Skat. Hvordan det rent praktisk vil komme til at fungere skulle undersøges nærmere i den nærmeste fremtid.

Den fungerende formands beretning godkendtes enstemmigt.

Ad punkt 3 - Regnskab 1. januar - 31. december 2012
Chefkonsulent Eva Jochimsen aflagde regnskabet, som godkendtes enstemmigt.

Ad punkt 4 - Indkomne forslag
Der var ikke modtaget forslag til behandling på generalforsamlingen.

Ad punkt 5 - Valg af bestyrelsesmedlemmer m.v.
På valg var:

Formanden:
Formandsposten havde stået ledig siden departementschef Peter Loft gik af som formand i 2012, hvorefter Henrik Fode som allerede nævnt havde fungeret som formand. Da den nye struktur i SKAT nu er på plads, foreslog bestyrelsen SKATs nye direktør Jesper Rønnow Simonsen som formand, der blev valgt som ny formand.

Redaktøren:
Arkivar ved Rigsarkivet Jeppe Klok Due ønskede ikke at fortsætte som redaktør og i stedet foreslog bestyrelsen museumsinspektør ved Nordjyllands Kystmuseum Hans Munk Pedersen, der blev valgt som ny redaktør for Zise.

Bestyrelsesmedlemmer: 
På valg var bestyrelsesmedlemmerne chefkonsulent Eva Jochimsen (kasserer), kontorchef Tage Christensen og chefkonsulent Rikke Madsen, der alle var villige til at genopstille og blev genvalgt.

Chefkonsulent Ulrik Meinertz ønskede at udtræde af bestyrelsen, idet han for tiden har bopæl i München og ikke fandt dette foreneligt med bestyrelsesarbejdet. Ulrik Meinertz lovede dog at forsætte arbejdet med digitaliseringen af Zise. I stedet for Ulrik Meinertz valgtes underdirektør Ole Kjær som nyt bestyrelsesmedlem.

Bestyrelsessuppleanter:
Formanden for Dansk Told- og Skatteforbund Jørn Rise Andersen og fuldmægtig Alice Dybdahl, Thisted.

Revisorer:
Specialkonsulent Peter C. Sibbesen

Specialkonsulent Poul Hansen

Revisorsuppleant:
Chefkonsulent Kim Andersen

Ad punkt 6 - Fastsættelse af kontingent
Kontingentet fastsattes uændret for 2014 [01.01.2014-31.12.2014] med 60 kr årligt [5 kr om måneden] for enkeltpersoner og 500 kr for firmaer og institutioner.

Ad punkt 7 - Eventuelt
Der var intet under dette punkt.

Formanden takkede dirigenten for et veludført hverv.

Tilbage | Til Top