Visning af billede: zise_top  
Visning af billede: zise_top_2   
     Til Forsiden        Kontakt  
 
 

Told- og Skattehistorisk Selskab afholdt ordinær generalforsamling torsdag den 22. maj 2013, kl 16.00 i SKAT, Østbanegade 123, 2100 København Ø, med følgende dagsorden:

1. Valg af dirigent

2. Beretning om virksomheden 1. januar - 31. december 2013

3. Indkomne forslag

4. Regnskab 1. januar - 31. december 2013

5. Valg af bestyrelsesmedlemmer m.v.

   a. formand

   b. 7 bestyrelsesmedlemmer, heraf 3 ekstraordinære valg

   c. 2 bestyrelsessuppleanter

   d. 2 revisorer

   e. en revisorsuppleant

6. Fastsættelse af kontingent for 2015

7. Eventuelt

Ad punkt 1 - Valg af dirigent

Som dirigent valgtes kontorchef Niels Anker Jørgensen.

Dirigenten konstaterede, at generalforsamlingsindkaldelsen, der var optrykt i Zise 1/2014, var rettidigt udsendt til medlemmerne og erklærede derfor generalforsamlingen for lovlig.

Formanden, Jesper Rønnow Simonsen, kunne desværre ikke deltage i generalforsamlingen, idet der samme morgen var blevet udmeldt SKATs fremtidige lokalisering, hvorfor næstformanden ville aflægge beretning for det forløbne år.

Ad punkt 2 - Beretning om virksomheden 1. januar - 31. december 2013

Næstformanden, Henrik Fode aflagde beretning.

Medlemstal

Selskabet havde per 1. april 2014 907 personlige medlemmer samt 7 virksomheder og institutioner med kollektivt medlemskab. Herudover er der 23 biblioteker og museer, der abonnerer på Zise, i alt 937 "medlemmer", hvor der 1. april 2013 var, i alt 1043 "medlemmer. Af de 937 er der de 412 ansat i SKAT.

Zise - status

I de følgende numre vil der bl.a. være en artikel af kunsthistorikeren David Burmeister Kaaring om den nederlandske marinemalers Hendrick Vrooms Helsingørbilleder med kommentarer af museumsinspektør og Helsingørspecialisten Lars Bjørn Madsen, om hvad man ser af Helsingør.

Vores gamle kollega Erling Svane, der er en af Danmarks fremmeste heraldikere, har skrevet en artikel om samspillet mellem toldtegnet og kongevåbenet.

Af erindringsartikler foreligger nordjyske Jens Diges erindringer fra sin tid i den lokale skatteforvaltning startende i 1966 i Aabybro kommune, herefter Brovst og videre til Aalborg, hvor han sluttede i statsligt regi i 2008.

Vi håber fortsat at kunne fastholde en linje med mere nutidige artikler skrevet af personer, der har deltaget i og har et dyberegående kendskab til forløbet af væsentlige ændringer i told- og skatteadministrationen. Specielt kniber det fortsat med skatteerindringer, såvel fra det statslige som det kommunale skattevæsen, men vi ser selvfølgelig også fortsat gerne toldererindringer og gerne fra tidligere eller nuværende medarbejdere, der som tidligere nævnt har taget del i markante begivenheder, såsom organisationsændringer mv.

På bestyrelsesmødet i 2013 blev det besluttet fremover også at udgive Zise i elektronisk form, således at medlemmerne vil kunne vælge, om de vil have Zise i papirform eller elektronisk. Desværre er vi ikke nået så langt endnu, idet der er en række praktiske problemer, som skal være løst, forinden det vil være muligt, men løsningen vil forhåbentlig være på plads senest med årgang 2015.

Idéen om nedsættelse af en redaktionskomité blev heller ikke realiseret i 2013, hvor det var vigtigere at få den nye redaktør i gang, men emnet har været drøftet på det forinden generalforsamlingen afholdte bestyrelsesmøde.

Der er enighed om, at der er et løbende behov for en indsats fra bestyrelsen, idet det kan være vanskeligt for en udefra kommende redaktør at skaffe tilstrækkeligt med stof, specielt hvis der er områder, som vi gerne vil have behandlet, som den mere nutidige historie. Her vil en indsats fra bestyrelsen være af stor betydning, idet forfatterne i vidt omfang enten vil være nuværende eller pensionerede medarbejdere i SKAT, som man vil kunne anmode om at skrive om et bestemt emne, hvor de selv har været involveret - og er en del af historien. Med opbakning fra SKATs ledelse vil det være væsentlig nemmere at få nøglepersoner til at skrive deres historie og forhåbentlig få det med, som ikke umiddelbart er offentligt tilgængeligt eller kendt uden for en snæver kreds.

Redaktionskomitéen/bestyrelsen skal udarbejde en bruttoliste med emner, som bestyrelsen gerne ser beskrevet, samt komme med forslag til skribenter.

Tolden i Sundet

Proof-readingen af den engelske oversættelse af artiklerne til Tolden i Sundet er i det store og hele afsluttet. Redaktøren af antologien, dr. phil. Ole Degn, er ligeledes ved at have afsluttet den faglige gennemgang af den af proof-readeren gennemlæste og sprogligt korrigerede tekst. Sekretæren har genforhandlet anvendelsen af de udenlandske illustrationer, der skal genbruges, samt fundet frem til enkelte nye, som kommer med i bogen, idet disse er meget relevante og forholdsvis ukendte, bl.a det nye Cranach-billede af Christian II på Museet på Sønderborg Slot, som museet har erhvervet for nylig, samt det ene af Hendrick Vrooms malerier med Helsingør set fra søen tilhørende Gemäldegalerie i Berlin samt enkelte andre spændende billeder. Der er på nuværende tidspunkt modtaget tilsagn om fondsstøtte fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond. Denne engelske udgave af antologien udgives i samarbejde med Københavns Universitets forlag "Museum Tusculanum", som forestår distributionen af bogen, der er planlagt publiceret primo 2015.

Told- og Skattehistorisk Leksikon

Som en opfølgning på og supplement til Dansk Toldhistorie og Dansk Skattehistorie er Claus Rafner i fuld sving med at udarbejde et told- og skattehistorisk opslagsværk gennem tiderne frem til Danmarks optagelse i EF per 1. januar 1973, dvs en ordbog med forklaringer på told- og skatteudtryk gennem tiderne. Claus Rafner er, som de, der har læst bind IV af Dansk Skattehistorie, vil vide, en både meget kompetent og særdeles grundig forfatter. Arbejdet med udarbejdelsen af manuskriptet er mere omfattende end forventet, og projektet er derfor forsinket, men manuskriptet forventes at foreligge klar til udgivelse i 2015. Selskabet har modtaget de første 92 sider manuskript, men der er lang vej endnu, specielt da udarbejdelsen sker sideløbende med Claus Rafners daglige arbejde og øvrige aktiviteter. Det overvejes fortsat, om det vil være muligt at føre opslagsordene helt op til nutiden. Udgivelsen vil senere kunne blive en del af www.zise.dk.

Bygningshistorie

Ole Degns artikelserie om Hack Kampmanns toldkamre, der blev opført forskellige steder i Jylland fra 1895 frem til 1921, er nu afsluttet, mens selskabets bygningshistoriske projekt er i sin vorden.

Toldkamrene rundt om i landet var på et tidspunkt virkelige monumenter, der fortalte om og symboliserede statsmagten. Reformer, omlægninger, sammenlægninger af toldvæsenet og skattevæsenet har betydet, at bygningsmassen har fået en helt anden sammensætning tilpasset tidens krav og ikke mindst økonomi, og det er derfor meget vigtigt at fastholde de imponerende bygningsværker, som toldvæsenet ikke mindst fra ca. 1880 til langt op i 1900-tallet stod som bygherre for, og som især de kongelige bygningsinspektører var arkitekter på, og som udgør et meget væsentlig stykke kultur- og arkitekturhistorie.

En lang række af bygningerne står i dag som meget flotte arkitektoniske monumenter, hvoraf flere er fredede. Fremstillingen vil gå på baggrunden for bygningernes placering, arkitektur samt videre skæbne efter at Toldvæsenet har opgivet ejendomsretten herunder med korte oplysninger om nye ejere, deres nuværende udseende og anvendelse.

Henrik Fode og Gunnar Jakobsen har arbejdet videre med projektet, og der er indgået aftaler om bygningsbeskrivelser med en række forfattere, hvoraf to af forfatterne Hans Kaae og Mariann Ploug allerede har leveret deres artikler, mens andre er gået i gang med at samle stof, således bl.a. Mogens Lau, der dækker de bornholmske toldbygninger.

De to modtagne artikler er om henholdsvis Svendborg toldkammer, Rudkøbing toldkammer og Varde toldkammer, hvoraf den første er trykt i Zise 1/2014, som eksempel på, hvorledes en sådan artikel vil kunne udformes samt hvilket illustrationsmateriale, der er til rådighed og vil kunne anvendes.

Det er dog ikke lykkedes at få truffet aftaler om beskrivelser af samtlige toldkamre, men de to redaktører er sikre på, at det vil lykkes, da alle finder projektet spændende samtidigt med, at det for de fleste lokale arkiv- eller museumsfolk vil være en overkommelig opgave. Der er således også fundet forfattere til de mere tværgående artikler om bl.a. baggrunden for det store byggeboom i slutningen af 1800-tallet, herunder de samfundsmæssige og transportmæssige årsager, der lå til grund for placeringen af de nye bygninger.

www.zise.dk

Samtlige udkomne numre af Zise foreligger nu som pdf-filer, enten de nu er blevet leveret af vores trykkeri Merco Print, eller er blevet scannet hos Scanning.dk. I det store og hele er alle numrene lagt i DAP og tilgængelige på www.zise.dk. Spørgsmålet er så i hvor høj grad de enkelte artikler skal være registreret. I første omgang vil de blive registreret med forfatternavn og titel på artiklen. Men der skal være mulighed for at tildele emneord eller kronologi, så man kan søge bredt i artiklerne. Her vil vi tage udgangspunkt i Mikael Venges register for 1978-1997. Efterhånden vil vi så få etableret en stor database med rigtig mange told- og skattehistoriske artikler af meget høj kvalitet.

Alle udkomne numre af Zise vil derefter fremover være tilgængelige online på www.zise.dk bortset fra de seneste 2 eller 3 årgange. Dette indebærer også, at selskabet ikke lagerfører Zise længere tilbage end de seneste 2-3 årgange.

Udover udlægningen af de udkomne numre af Zise på www.zise.dk eksperimenteres der med scanning og udlægning af persondelen fra "Det danske Toldvæsen" og Grænsegendarmeriets personalia fra "Dansk Politistat" samt ikke mindst de ældre "grønne bøger", som er af stor interesse for slægtsforskere m.fl.

C.F. Holms bog "Bidrag til Sundtoldens Historie", der udkom i 1855 og blev genoptrykt i 1975, er en kilde, som bringer os meget tæt på Øresundstolden, og hvordan den fungerede set med embedsmandens øjne. Jeg skal ikke komme nærmere ind på bogens skæbne, som er beskrevet i selskabets antologi "Tolden i Sundet", men Holm har skrevet en fortsættelse, der foreligger som manuskript på Det kongelige Bibliotek, og som af Jan Kanstrup, der har skrevet om Holm, beskrives som absolut værd at udgive. Selskabet vil derfor foranledige manuskriptet scannet, hvorefter det vil blive lagt ud på www.zise.dk. Herved bliver dette værdifulde manuskript tilgængelig for en større kreds samt gør det muligt, at nogen måske vil påtage sig opgaven at transskribere det, således at flere vil kunne få fornøjelse af det samtidig med, at man vil give historikere mulighed for at kommentere manuskriptet og derved skabe større interesse for selskabet og dets aktiviteter blandt især historikere. Den trykte udgave foreligger i scannet stand og er dermed blevet søgbar. Ved en udlægning på www.zise.dk vil den selvfølgelig blive mere synlig for rigtig mange brugere.

Bestyrelsen

Bestyrelsen har siden sidste generalforsamling afholdt et bestyrelsesmøde.

Kommentarer og spørgsmål fra de fremmødte
Der var stor interesse blandt de tilstedeværende for den fremtidige udgivelse af Zise i elektronisk. Bestyrelsen tilkendegav, at man fortsat vil trykke Zise, og ingen vil blive tvunget til at modtage Zise i elektronisk form, som foreløbigt vil være et alternativ til den trykte udgave. Diskussionen i bestyrelsen var affødt af en øget digitalisering af postgangen i Skat. Hvordan det rent praktisk vil komme til at fungere, skal undersøges nærmere i den nærmeste fremtid.

Beretningen godkendtes enstemmigt.

Ad punkt 3 - Regnskab 1. januar - 31. december 2013

Chefkonsulent Eva Jochimsen aflagde regnskabet, som godkendtes enstemmigt.

Ad punkt 4 - Indkomne forslag

Der var ikke modtaget forslag til behandling på generalforsamlingen.

Ad punkt 5 - Valg af bestyrelsesmedlemmer m.v.

På valg var:

Formanden:
Formanden Jesper Rønnow Simonsen blev valgt i 2013 for et år og var derfor på valg. Formanden blev genvalgt.

Bestyrelsesmedlemmer: 
På valg var Gunnar Jakobsen, Henrik Fode og Hans Munk Pedersen, der alle var villige til genvalg og blev genvalgt.

Bestyrelsesmedlemmer - ekstraordinære valg:    
Eva Jochimsen (kasserer), Rikke Madsen og Tage Christensen ønskede ekstraordinært at udtræde af bestyrelsen og i stedet blev der foreslået chefkonsulent Anders Bech Christensen (ny kasserer), museumsleder Tora Ribers og fuldmægtig Britt Nielsen, der alle blev valgt.

Bestyrelsessuppleanter:
Formanden for Dansk Told- og Skatteforbund Jørn Rise og specialkonsulent Alice Dybdahl, Thisted.

Revisorer:
Specialkonsulent Peter C. Sibbesen (genvalg)

Chefkonsulent Keld Boysen (nyvalg)

Revisorsuppleant:         
Chefkonsulent Niels B. Legaard (nyvalg)

Ad punkt 6 - Fastsættelse af kontingent

Kontingentet fastsattes uændret for 2014 [01.01.2015-31.12.2015] med 60 kr årligt [5 kr om måneden] for enkeltpersoner og 500 kr for firmaer og institutioner.

Ad punkt 7 - Eventuelt

Der var intet under dette punkt.

 

Næstformanden takkede dirigenten for et veludført hverv.

 

 

Godkendt af dirigenten Niels Anker Jørgensen den 8. juli 2014.

Tilbage | Til Top